De 4 selvstændige selskaber

Kort præsentation af de 4 selvstændige selskaber

Danmarks Farmaceutiske Selskab (DFS) www.farmaceutisk-selskab.dk

DFS er et af Danmarks ældste videnskabelige selskaber inden for det farmaceutiske område og med ca. 650 medlemmer også et af de største. Selskabets sigte er at danne faglig sammenslutning af farmaceuter på tværs af arbejdsområder og ansættelsesforhold. Visionen er at blive ’Danmarks samlingspunkt for farmaci og farmaceutisk videnskab’. Denne vision nås blandt andet gennem afholdelse af faglige møder, workshops, konferencer m.m., der stiller skarpt på aktuelle farmaceutiske problemstillinger, som skal ses i lyset af denne vision. Formålet med disse aktiviteter er: ’at formidle farmaceutisk videnskab’, ’at øve indflydelse på udviklingen af dansk farmaci’ og ’at styrke den farmaceutiske identitet’, som det er udtrykt i selskabets vedtægter. Organisatorisk set ledes DFS af en Hovedsektion (Bestyrelsen). Hertil er knyttet fem undersektioner; Analytiker-Ringen, Biofarmacisektionen, Sektion for Klinisk Farmaci, Sektion for Klinisk Lægemiddeludvikling og Sektion for Samfundsfarmaci. Hver af disse undersektioner har egen bestyrelse og egne vedtægter (der alle er godkendt af Hovedsektionen).


Dansk Selskab for Farmakoepidemiologi (DSFE) www.dsfe.dk

Farmakoepidemiologi er studiet af brug af lægemidler i et samfund, med særlig fokus på de sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser. Man kan beskrive det som klinisk farmakologiske problemstillinger belyst med epidemiologiske metoder. Selskabets formål er at fremme udviklingen af farmakoepidemiologi i Danmark for herved at bidrage til en hensigtsmæssig anvendelse af lægemidler. Det eneste adgangskrav er interesse for farmakoepidemiologi. Medlemmerne har vidt forskellig baggrund, men hovedparten har enten medicinsk, økonomisk eller farmaceutisk baggrund. De fleste er ansat på universiteter, i lægemiddelindustri, Lægemiddelstyrelsen eller i regionerne.
Selskabet holder et større videnskabeligt møde én gang årligt med indlæg fra overvejende danske forskere og undervisere. En del andre, mindre møder afholdes i selskabets regi. Der udgives et nyhedsbrev ca. to gange årligt, omfattende boganmeldelser, bibliografier over litteratur af farmakoepidemiologisk interesse, ledere, international kongres- og kursuskalender, beskrivelse af relevante danske og udenlandske forskningsmiljøer, nyt fra vores internationale samarbejdspartnere samt indlæg fra medlemmerne.


Dansk Selskab for Toksikologi og Farmakologi (DSTF) www.dstf.dk

DSTF har til formål at fremme og styrke udviklingen af toksikologi og farmakologi, herunder både forskning, undervisning og formidling til det omgivende samfund. Medlemmerne af selskabet kommer både fra universiteter, offentlige forskningsinstitutioner og lægemiddelindustrien. Selskabet består af to sektioner: toksikologisk og farmakologisk sektion. Der afholdes et årsmøde med deltagelse af foredragsholdere og medlemmer indenfor begge sektioner. Endvidere afholdes i årets løb mindre symposier. Sektionerne repræsenterer henholdsvis dansk farmakologi og toksikologi i national, nordisk og international sammenhæng. Selskabets sektioner er tilknyttet og repræsenteret i internationale paraplyorganisationer, herunder International Union of Pharmacology (IUPHAR), European Pharmacological Society (EPHAR), International Union of Toxicology (IUTOX), og European Society of Toxicology (EUROTOX).


Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi (DSKF) www.kliniskfarmakologi.dk

DSKF er selskab for det lægelige speciale, klinisk farmakologi, og er et forholdsvist nyt selskab dannet på den stiftende generalforsamling den 3. marts 1977. Der er pr. 1. januar 2009 154 medlemmer fordelt på hele landet, og medlemmerne er i langt de fleste tilfælde læger med interesse for klinisk farmakologi. Ikke-læger kan blive medlem af selskabet, såfremt en skriftlig anmodning godkendes på et bestyrelsesmøde.
Selskabets formål er at fremme forskning og undervisning inden for klinisk farmakologi, at rådgive vedrørende præ- og postgraduat uddannelse i klinisk farmakologi samt at rådgive sundhedsmyndighederne i klinisk farmakologiske anliggender. Herudover er det selskabets mål at fremme udbredelse og kendskab til specialet klinisk farmakologi.
Selskabets øverste myndighed er generalforsamlingen. Selskabet ledes af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer, som alle skal være læger, og som vælges på en ordinær generalforsamling ved relativ stemmeflerhed. Selskabet tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem.
Visionen for DSKF er bl.a. at øge fokus på uddannelsen af speciallæger inden for specialet, at udbrede kendskabet til og brugen af klinisk farmakologi både forskningsmæssigt, i den kliniske hverdag i primær- og sekundærsektoren, ved lægemiddelspørgsmål fra myndigheder og i præ- og postgraduat uddannelse.